Julemærket 2018: Idas tale til offentliggørelsen скачать в хорошем качестве

Julemærket 2018: Idas tale til offentliggørelsen

Ida havde knugende ondt i maven hver morgen, og i skolen låste hun sig inde på toilettet, hvor tårerne fik frit løb. Hun var ved at bryde sammen af nedslidende mobning hver eneste dag. Det fortalte hun Kronprinsessen og de 200 gæster, der var til stede ved offentliggørelsen af Julemærket 2018. På Julemærkehjem har Ida fået hjælp til at se lysere og mere positivt på sig selv og livet, og det var en stolt og selvsikker pige, der både holdt tale og overrakte blomster til Kronprinsessen. Læs mere om offentliggørelsen på https://www.julemaerket.dk/1012/julem... Idas tale: Mit navn er Ida Kubel, og jeg er 12 år gammel. Jeg bor i Kværkeby, en lille by uden for Ringsted. Jeg har noget på hjertet, som jeg gerne vil dele med jer. En oplevelse som har ændret min retning i livet. Sidste år ved denne tid var en rigtig svær periode for mig. Jeg forsøgte at gøre mig umage hver dag med være den, som jeg troede, alle de andre gerne ville have, jeg skulle være. Men alligevel blev jeg kaldt den grimme ælling. Jeg måtte ikke være med, og jeg blev drillet, fordi jeg ikke gik med makeup og bh. Og når jeg tog det på for at være med, så sagde de, at det ikke hjalp på den måde, jeg ser ud. Det var svært at finde ud af, hvem jeg skulle være, og jeg havde ondt i maven om morgenen og sagde til mor, at jeg ikke ville i skole. Jeg havde svært ved at koncentrere mig og lære noget fagligt, fordi mit hoved var fyldt med tanker. Min hjerne og følelser var konstant på overarbejde. Jeg var rigtig tit ked af det og græd i skjul i skolen. Jeg låste mig inde på toilettet, for jeg ville virke stærk, så de andre skulle ikke se det. Jeg følte mig alene. Jeg følte ikke, jeg var god nok. Jeg gik med en torden inde i maven. Jeg var i et sort hul hver dag. Til sidst kunne jeg slet ikke huske, hvem Ida var. Hvad der gjorde mig glad. Jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg bare skulle være Ida – uden at tænke på, hvad andre mener eller synes. Min far og jeg har de seneste år haft det svært sammen. Han er ikke så god til at tage sig af mine behov, som sin egne. Og alle de svære ting blev for meget, og jeg fik angst. Jeg var angst for at blive alvorligt syg, for at dø, eller for at der ville ske min familie noget. Jeg turde ikke sove alene, turde ikke gå ud. Jeg var bekymret hele tiden. Det har hjulpet mig rigtig meget at være på Julemærkehjem. Her er der ikke nogen, der mobber. Der er ikke nogen, der er udenfor. Vi hjælper hinanden alle sammen og er gode ved hinanden. Min værelseskammerat Andrea og jeg hjalp hinanden, når det var sværest. Andrea var vant til at få sunget godnat sang… så jeg sang for hende…. Og hun lå hos mig i min seng og holdt mig tæt, de nætter det var sværest. Vi kom til at kende hinandens stærke og svage sider, og Andrea lærte mig, uden nogen af os var klar over det, at mærke efter mig selv og så sige mine behov højt. Jeg havde aldrig før sagt fra over for nogen. Så jeg vidste ikke hvordan man gjorde. På Julemærkehjemmet var jeg i trivselsklub, hvor vi talte sammen om de ting, der er svære. Det hjalp mig rigtig meget. Vi skrev fx nogle rigtig søde ting om hinanden på nogle sedler. Jeg har sedlerne endnu. Og jeg kigger nogle gange på dem og tænker på, at der er nogen, der tror på mig. Jeg lærte meget på Julemærkehjem. For eksempel at jeg også kan klare livet. At jeg ikke hører til i et sort hul! Jeg er et helt almindeligt menneske. Jeg er lige som alle andre og kan også godt klare livet – og jeg kan endda klare lidt modgang. Det troede jeg ikke før. Det var dejligt at møde andre, der kender til de svære følelser. Jeg fandt ud af, at det ikke skal være sådan her altid. På julemærkehjemmet tog jeg en beslutning –jeg ville starte i en anden klasse. Jeg valgte det fordi, jeg vil være glad hver dag, jeg vil ikke gå og bekymre mig i skolen. På julemærkehjemmet lærte jeg også at gøre det jeg har lyst til. De hjalp mig til at turde MÆRKE EFTER og GØRE det. Så nu er jeg startet til jitterbug. Det er jeg glad for, for det gør mig glad at danse. Og jeg tager mig ikke længere af, om at jeg er den eneste på skolen som danser dén slags dans. Den nye Ida er glad og kan godt tro på sig selv. Og det bedste er: Jeg kan godt li at være Ida nu.